Nyt Neonatalafsnit – Kolding Sygehus
Projektets overordnede ambition er at skabe trygge og sikre rammer omkring den første tid for familien og det nyfødte barn – samt at sikre et forbedret arbejdsmiljø med rig mulighed for faglig sparring.
Projektet indeholder 16 sengestuer med eget bad-/toiletrum, samt 3 intensivstuer. I forbindelse hermed indrettes fælles opholdsrum og -køkken til forældrene, samt administrations- og velfærdsfaciliteter til sundhedspersonalet.
Det har været en klar målsætning at arkitekturen skal signalere høj kvalitet og overskuelighed.
Facaderne fremstår rolige og enkle, med en rytme af skiftevis glaspartier og lukkede facadeplader. På hjørnet ved forældreopholdsrummet åbnes facaden mod naturen. Store glaspartier, bevæger sig rundt om hjørnet og åbner opholdsrummet op ud mod den overdækkede træterrasse, der ligger hævet over det underliggende skrånende terræn.
På sengestuen findes også et vinduesparti med en siddebænk integreret i lysningen. Her har patienterne mulighed for et rart ophold med udsyn til den nærliggende skov.
Projektet forventes certificeret til DGNB Guld.
Projektet er vundet i en totalentreprisekonkurrence i samarbejde med Hansson & Knudsen A/S og COWI A/S. Afdelingen forventes indviet i 2025.