Skyttehusscenen
Vejles 160 år gamle Skyttehushave genopstår i 2019 i en helt ny form. Som en del af havens gennemgribende forvandling har RAVN Arkitektur tegnet en ny overdækket scene.
Scenen står som en skulptur i haven – og fungerer, udover som scene, også som udsigtsplatform og pausested for gående langs vandet.
På scenens bagside inviterer overdækkede trin til uformelt ophold med udsigt over fjorden.
Scenens form indskriver sig i en enkel cirkelgeometri og både form og konstruktion er inspireret af trækronerne i den nærliggende Nørreskov.
Udover den bærende limtræskonstruktion i lærketræ fremstår scenen med detaljer i kobber og corten.
RAVN Arkitektur har tilgået opgaven med respekt for Skyttehushavens historie – og med ønsket om at skabe et særligt samlingssted for byens borgere og besøgende i haven.