Sydvestjysk Sygehus
RAVN Arkitektur har i en årrække hjulpet Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg – bl.a. med etablering af ny Fælles Akutmodtagelse, facaderenovering samt etablering af heliport og nye udearealer.
Den nye fælles akutmodtagelse repræsenterer et paradigmeskifte i forhold til modtagelsen af den akutte patient, som allerede ved ankomsten henvises til 1-mands stue.
Facaderenoveringen etableres som et led i energioptimeringen af hospitalets klimaskærm. Facaderne er udformet med en meget høj grad af fleksibilitet, så de kan tilgodese de mange hensyn og behov, som hospitalets bagvedliggende rum har, mht. dagslys, solafskærmning, mørklægning, redningsåbninger m.m.
Sygehuset i Esbjerg dækker et område svarende til 220.000 patienter – samt store dele af Nordsøen. Ved etableringen af en helikopterplatform i direkte tilknytning til akutsygehuset i Esbjerg øges chancerne for at redde liv og førlighed. Helikopterplatformen er etableret ovenpå en eksisterende bygning.
Udearealerne er beplantet med kystnære græsser og planter, placeret i rustrøde bede i corten.