Espressopark
Den tidligere Irmagrund i Rødovre omdannes og genopstår i disse år som IrmaByen.
Espressopark er placeret centralt i IrmaByen. Bebyggelsen består af to etageejendomme med i alt 78 lejligheder. Boligerne varierer i størrelse fra 2-4 værelser – alle med altan eller forhave. Den fleksible indretning gør, at boligerne kan anvendes at forskellige typer beboere: fra seniorer til singler og familier med børn.
Bygningerne danner rammerne om en offentlig plads, hvor beboere og forbipasserende mødes. Store plantekummer formidler overgangen fra de private forhaver til det offentlige byrum.
Pladsen er hævet med en sydvendt siddetrappe, der inviterer til ophold med kig over den nærliggende sø.
Materialevalget afspejler den arkitektoniske vision om at skabe et byggeri, der patinerer smukt over tid. Facaderne udføres i rødbrune blødstrøgne tegl med altaner i beton og værn glas.
I trapperummene mod nord er der lagt særligt vægt på lyset, der filtreres gennem hulmønstret i murværket.